Benny Andersen har i sin nye samling rendyrket en linje, som altid har spøgt i hans tidligere: portrættet af en kær medborger, en egenskab. Hvert eneste digt er disponeret og gennemarbejdet med en til mesterskab grænsende omhu, ikke et ord får lov at være i fred, før det har fundet sin endelige plads i digtet. Følgen er da også, at ordene avler de pudsigste børn med hinanden, belysninger skifter ustandselig. Man begejstres uvilkårligt over al denne rigdom. Det. kan godt være maneren lurer på Benny Andersen, en del af vor tids poetiske problematik er han afskåret fra at forholde sig til. - Og dog: de sidste digte i denne samling, betitlet "Nærmest selvportrætter", er foruroliget af ting som, hvis de bryder igennem til fuldt udtryk, vil betyde den udvidelse af hans poetiske univers, man håber på.