De fabulerende og fantastisk morsomme skildringer af hovedpersonen og den herlige bedstefar i Dorrit Willumsens forrige roman Da er blevet enerådende i hendes nye roman. Det vrimler med sære personer, hvoraf nogle har et nært andre lidt fjernere forhold til hinanden. Jeg har læst bogen flere gange for at forsøge på at finde en evt. rød tråd uden at det er lykkedes - sikkert fordi jeg har moret mig for godt i personernes selskab til at finde noget så ligegyldigt som et handlingsmønster. Dorrit Willumsen har allerede fået sit faste publikum - de vil glæde sig; mere jordbundne læsere, der hidtil har forlangt noget kontant-humoristisk a la Finn Søeborg, kan måske listes til at slippe jordforbindelsen og nyde denne bog, som måske til syvende og sidst har mere jordforbindelse, end det synes ved en overfladisk betragtning. Prøv at lokke dem indenfor med Da.