I sit efterord understreger H.-J.N. hensigten med udvalget af de digte han skrev i perioden 1965-68, som ikke er bragt i stand for at demonstrere »det bedste han skrev«, men for at markere hans teksters grænser og veje til mulige grænseoverskridelser. De hensyn har selvfølgelig til følge, at bogen gir et mindre nuanceret billede af hans poetiske gemyt, flere af digtene virker som rent teoretiske manifestationer. Imidlertid har det særligt i tilfældet H.-J.N. sin interesse at få denne synsvinkel lagt fast, al den stund hans betydning som netop teoretiker og samfundsdebatør utvivlsomt har haft større betydning end hans digtning som sådan. Titlen angir hans tilknytning til den sprogbevidste tekstholdning, som han var en af de første her til lands til at praktisere, tilbage i 1964 med den såkaldte konkretisme, og det er herfra bogen tar sit tilløb og udspring.