Myten om sangeren Orfeus, hvis hoved (skilt fra kroppen, men stadig syngende) sejlede til havs, har givet digtsamlingen navn og må her tydes som et billede på den moderne kunstners situation. I digt efter digt indkredses den kunstneriske skabens subtile forhold til virkeligheden. Tilbagevendende nøgleord kaster lys på kryds og tværs i bogen og lader meningsnuancer træde frem, hvor man som læser først troede sig ladt i stikken. Digterens tilsyneladende negative erfaring af kunstværkets mulighed idag modsiges paradoksalt af Per Højholts resultater i sproglig og rytmisk henseende: det var altså dog muligt at etablere en gyldig kunstnerisk orden. For den medskabende læser er digtsamlingen værdifuld, og lærere vil her finde givende stof til demonstration af moderne lyrik.