Forfatteren er formodentlig inder, og bogen rummer titelnovellen på 150 sider, samt et par kortere noveller om indere som fremmedelementer i England og Washington, endelig indledes og sluttes med et par præcist skildrede rejseindtryk. De to kortere noveller, der skildrer et par fremmedarbejderskæbner, forekommer mest vedkommende, man får virkelig en fornemmelse af, hvor ensomme og fortabte sådanne mennesker må være i en storby, hvor alt er fremmed, farligt, uforklarligt, og hvor man kryber i skjul og klynger sig til en landsmand. Det er særdeles læseværdigt. Den store titelnovelle har egt. samme tema, her er det blot to hvide, der udsættes for fysiske og psykiske prøvelser under en lang køretur gennem en såkaldt uafhængig afrikansk stat under et blodigt statskup. Manden er en homoseksuel embedsmand, der er mere loyal overfor afrikanerne end overfor de tiloversblevne hvide, hans passager er en utru embedsmandshustru, der føler sig utryg ved negerne, foragter dem og ønsker atflytte til England eller Sydafrika. Der er en agressiv stemning i bilen, men også udenfor: flokke af negre virker truende, en helikopter jager landets konge, der er vejspærringer overalt for at fange ham, og jo længere det umage par kommer frem, des mere udisciplineret optræder hæren. Det er nok en for lang køretur, men spændende ved sin belysning af forholdet mellem racerne. En naturlig anskaffelse i heltidsbiblioteker.