Sekundanten

Med den teknik, der kendes fra Legionærerne har P. O. E. med Sekundanten nået et nyt højdepunkt i sit forfatterskab. Det er både dristigt og nærværende at skrive en roman om sport og politik - eller omvendt - oven i købet i et historisk tilbageblik, der spænder over 3 generationer. Hændelser og begivenheder er afstemt ikke alene historisk, men også psykologisk til et færdigt mønster på fortællerens "evighedsvæv": "Og nu er denne historie snart forbi. Det er ikke fordi den holder op, men fordi jeg holder op med at fortælle den . . .". Og selv om der ikke kommer en fortsættelse, så glæder man sig som læser til E.s næste roman. Denne er fortællingen om politikernes manipulering med sporten, og sportsfolkenes livsfarlige dogme: Sportsfolk diskuterer ikke politik. Det er en fortælling om 3 generationer i nærbillede, hvor hverken fortæller eller læser går ram forbi. De to første skarpt tegnet i deres samtids miljø og ideologi, den sidste - sønnen - fortælleren tegnet indirekte, måskeikke mindre skarpt. Hans konklusion og dermed grundlag er ikke heroisk, men nok trodsigt: "Verden er besynderlig, men det lader sig endnu gøre at trække vejret, og ingenting er håbløst." Den er på højde med Per Wästbergs sidste romaner -. For alle biblioteker. Det er dejligt, at en oversættelse foreligger så omgående. Dagbladsanmeldere vil formodentlig sørge for, at der bliver run på P.O.E., også på bibliotekerne.

Læs hele vurderingen