Af denne "skuespiller, instruktør, profet, blasfemiker, helgen og galning" (Esslin: Det absurde teater) findes på dansk ikke meget: nogle spredte tekster og den vigtige Det dobbelte teater (67.09.01). Der er derfor grund til at hilse P.L.'s udvalg velkommen. Det viser gennem Manifester, Film, Rejsebeskrivelse og Breve de fleste af ovennævnte facetter - men med størst vægt på de sidste fire - af denne mand, der skønt død i 1948 stadig er en central skikkelse. Med sit Grusomhedens teater, med sin passion for indianere og deres euforiserende stoffer, med sin protest mod den såkaldt gales tilpasning til et galt samfund. P.L. vil gennem sit (noget krukkede) forord have os til at se skizofrenien som revolutionær handling, og han slutter med en opfordring til at slippe al skrift, alle billeder, alle tanker, alle ting løs. Hans gendigtning af disse strømmende, foruroligende, besættende men svært læste stykker er med til det. Gid han ville slippe noget mere løs - f.eks. en oversættelseaf Artauds Van Goghbiografi!.