Niels Egebak regner ikke med Tom Kristensens forfatterskab efter 1930 og det lægger han bestemt ikke skjul på i sit essay om ham. Egebak mener at der er sket en degeneration og koncentrerer sig først og fremmest om en beskrivelse og en tolkning af Tom Kristensens ungdomsdigtning. Dette sker efter de nyere franske kritikprincipper som bl. a. er påvirket af sprogmanden Saussure, marxisten Louis Althusser, og den litterære Tel-Quel-gruppe. Bogen er beregnet til studiebrug ved seminarier og universiteter. Den indeholder en ufuldstændig bibliografi, men der er desværre ingen ordliste selv om de mange litteraturvidenskabelige begreber forklares.