Vagn Thule har før beskæftiget sig med den (mest) moderne litteratur. Hans analysemetode i tilfældet Seeberg er undersøgelsen af fortællerpositioner og det får han - som man kan vente - en del ud af, specielt i Fugls føde og Eftersøgningen. Til dels ved hjælp af kronikkerne om Wittgenstein og »Fotografiet« påviser Thule det omslag, der sker i forfatterskabet, fra det »fastlåste« til den »frie bevægelighed« og med Hyrder fordybelsen i »den privat-personlige sfære««. I påvisningen af denne bevægelse er bogen en god introduktion til hele forfatterskabet, men meget mere end en introduktion bliver det ikke, dertil antydes for meget uden at blive gennemarbejdet. Det er klart: bogens format (små 90 s.) forbyder det, men man ærgrer sig over, at den ikke er tre gange så tyk: så kunne vi have fået et virkelig godt værk, tror jeg. Synd og skam! Et par sider noter og bibliografi. Tydeligt tryk.