Med denne uglebog har digtlæseren fået en lille vejviser gennem det sidste tiårs lyrikudgivelser. De genoptrykte anmeldelser fra Information og Vindrosen samler sig ikke alene om den periodes digtere, hvis kritiker Brostrøm i særlig grad har gjort sig til, også fyrrernes digtergeneration, tredivernes, og de endnu ældre, Aarestrup, Grundtvig, anmeldes. Det som gør, at man med glæde genser denne kritik, er at Brostrøm konsekvent indtager en nutidslæsers standpunkt og altid prøver teksterne på europæisk og samtidsbevidst baggrund. Som en understregning heraf optrykkes artiklen fra Vindrosen 1959, hvor forfatteren påtog sig at påtale danske digteres (og kritikeres) "umådelige mådehold", den utrolige forsigtighed ligeoverfor de store udenlandske manifestationer. Bogen danner sammen med 2. udgave af Versets løvemanke (1964) baggrund for antologien Den ny poesi (1965).