Gustav Janouch, en czekisk forfatter, fik under et uberettiget fængselsophold i det berygtede Pankrac-fængsel ideen til at udgive sine dagbogsoptegnelser om Kafka. Det var i 1947, optegnelserne var fra digterens sidste år 1920-23, men det var som om opholdet i fængslet havde gjort Kafka og hans digtning nærværende på en ny måde. Det er et meget personligt portræt, han tegner af denne mærkelige mand, hos hvem lidelsen på en så enestående måde havde udkrystalliseret sig som ånd. Det er noget af en bedrift, at Janouch har formået at anskueliggøre denne dobbelthed i hans karakter: på den ene side et frygtsomt, selvudslettende og hæmmet sind, på den anden og væsentlige side en fuldstændig frigjorthed og mangel på fordomme i alle åndelige spørgsmål, en lidenskabelig og hensynsløs trang til at aftvinge alle mennesker, ting og hændelser deres inderste væsen. Som han selv siger: »Gud, livet, sandheden - det er kun forskellige navne på samme sag.« Det er en digter af de meget store, derundertiden får en til at tro, at det er livet, som efterligner kunsten.