Eksistentialismen og den borgerlige snusfornuft

Det er med stor spænding, man går i gang med Simone de Beauvoirs essays: Vil det lykkes hende i højere grad end det lykkedes for Sartre i hans Eksistentialisme er humanisme, Ny udgave 1964, at klargøre, hvad den eksistentialistiske livsholdning indebærer? Det lykkes. Hun arbejder sig op fra en indædt aggressiv begyndelse med udfald mod den borgerlige selvtilfredshed og bovlamhed til en myndig og fast tale. Især i det sidste afsnit om straffen er hendes ord indtrængende og bemærkelsesværdige. Et andet afsnit om den metafysiske roman har mange klare distinktioner, som man vil vende tilbage til. Fortrolighed med de specielle eksistentialistiske begreber og vendinger vil være en stor hjælp ved læsningen, men alt i alt virker terminologien her - i modsætning til i Sartres bog - ikke meningsforstyrrende. Som introduktion vil Sløks bog Eksistentialisme, 1964, fremdeles være at foretrække, men den lille bog er en stor personligheds værk, en moden røst, som mange med glæde vil lytte til.

Læs hele vurderingen