»Jo flere ord der bruges des større bliver tomheden« - tomheden skrives frem til et føleligt nærvær gennem sproglig fylde. Dette forklarer HMs masseproduktion af bøger - sidste år blev det til hele syv -, og hans digtes enorme, skridende ordformationer. I de sidste bøger har der desuden været tendens henimod mere åbne, læservenlige forløb. Det gælder også i denne, hvis første afdeling - af ialt tre - hører til den blokagtige ophobning af ordbilleder, der aftegner verdens tomhed. Man fornemmer ikke meget nyt heri, hverken i holdning eller udtryk, der er noget fortidigt over den idosynkratiske betingede fascinations- og associationsteknik. Midterstykket, som består af fragmentariske, men systemisk ordnede prosatekster, virker derimod virkelig interessant og beviser, at HMs talent ikke alene er bundet i det barokt metaforiske. Her kan han skrive jævnt menneskeligt og samtidig skabe spændende komplikationer i enkelheden, der har bud til fremtiden.