Hvordan det er

I Hvordan det er fortsætter Beckett sin vej om bag det sidste ord, mod stilheden, døden og den store intethed. Mennesket er nu reduceret til et krybende væsen på larvestadiet, som med sit livsindhold i en sæk om halsen slæber sig gennem en mudderpøl og forener sig med mudderet. Den kvalme over tilværelsens fysiske konditioner, som man træffer hos Sartre og Celine, når her sit absolutte klimax. Og i denne stemme, som med glimt af en særegen, besk humor, bestandig kværner løs i en lang indre monolog, i hvilken den asyndetiske parataxis er anvendt i sin yderste konsekvens, udtrykker Beckett vor tids menneskes situation med en præcision og en digterisk fantasi, som ingen gør ham efter. Hvordan det er er sidste led i den negative evolution, som Beckett tidligere har skildret i Molloy, Malone dør og Den unævnelige - tydeligere kan stilheden og intetheden ikke udtrykkes med det skrevne ord.

Læs hele vurderingen