Rifbjergs forfatterskab har altid været ujævnt, det helt gode veksler med det middelgode, undertiden inden for samme værk. Den meget omdiskuterede Marts 1970 bærer tydeligt præg af at være skrevet på en øjeblikkelig stemning, der efterhånden som handlingen skrider frem langsomt fuser ud. Optakten, hvor hele København pludselig en morgen vågner op med tømmermænd, er forrygende godt skrevet, ligesom første halvdel er forrygende morsom. Bogen er en farce, og ved at vælge netop denne form, der kræver den forgrovede karikatur, kan Rifbjerg tillade sig at bruge en række navngivne personer især blandt litterater og politikere uden at ende i det private. Det er ikke noget nyt, allerede Aristofanes kendte den. Fejlen ved Marts 1970 er, at den ikke holder stilen, selv om den vitterlig indeholder en række barokke og meget morsomme situationer. Indslaget med Margrethe og Palme virker umotiveret og søgt, fordi Rifbjerg pludselig midt i løjerne bliver alvorlig og moraliserende. Og i sidstehalvdel er der for mange døde punkter. Marts 1970 holder formodentlig ikke meget længere end til marts 1971.