Dette er så tredie - og nok sidste - bind om Tue; kun NH kan vel vide, om serien fortsættes. I anden del forlod vi Tue, hans syge far Sverre samt resten af børnene ude på fjordisen, og præcisdér begynder denne bog. Det lille selskab når i land, men kommer faktisk "fra asken og i ilden". De indespærres i noget, der nærmest kan lignes ved en nutidig flygtningelejr, i hvert fald erelendigheden ikke mindre. Af positive ting kan nævnes, at de finder Tues mor i lejren, men den glæde opvejes hurtigt af Sverres død. De sulter alle, må spise rotter, og samtidig strenges vinteren,og sneen vælter ned. Tue og en gammel kone, Tøk, som er en ufortrøden hjælper og en, man er lidt bange for, skaffer føde ved tyveri, men bliver opdaget, taget til fange, er indespærrede i lang tid.Men via en masse uhyggelige, spændende og meget dramatiske episoder kommer de ikke alene ud af fængslet, men også ud af lejren, og bogen ender optimistisk med, at Tue vælges til anfører for etfortsat oprør - måske enlidt kryptisk slutning. Om NH og baggr. for Tue-bøgerne kan henvises til en god artikel i "Skolebiblioteket" nr. 2/85. I den får man også den geografiske placering forbogens handling, og derved falder en hel del på plads for en gammel sydsjællænder. En læsevenlig, hel sikker anskaffelse om et gammelt, men desværre alt for aktuelt emne. Fra o. 12 år.
