POEs teknik og stil egner sig i ganske særlig grad for novellens form. Mere end en af hans romaner virker som en række øjebliksbilleder. I den her foreliggende samling kan den dokumentariske start til en novelle være et citat fra Bismarck, Nixon - eller Jules Verne! De valgte temaer sørger for resten: en (idealistisk, ikke betalt) lejemorders selvmord, meningsløs tilværelse med frygt for indre tomhed, en rødstrømpes forvandling til konformist, en fortælling om døde, der ikke begraver deres døde, den hjemvendte krigsfanges selvmord, bedst måske er novellen Balancen i Santa Monica, om menneskelige nederlag i en verden af de producerede ting, der tager magten fra netop dem de er skabt for. Ikke alene i denne novelle viser POE sin evne til at tegne portrætter i ord. Lades alt håb ude? Både og. De stækkede oprørere og deres kvalte oprør har deres tid. I næste runde er de måske en smule stærkere. (Der findes også krigsfanger, der ikke begår selvmord, og der findes rødstrømper som ikkeforveksler farve med ideologi - men de typer er ikke forfatterens ærinde i Nixons og Guds eget land, hvor novellerne foregår). Novellerne foregår overvejende i grænseegnene til Hollywood, men er ikke anti-amerikanske så lidt som Legionærerne var anti-svensk. Hans hidtil lettest tilgængelige bog. Oprørsk og nærværende.