Hvis man troede, at Rifbjerg som romanforfatter var ved at komme ind på et blindspor med Operaelskeren, blev man klogere, da han sidste år udsendte den mesterlige Arkivet. Med sin nye roman har han sat sig selv på en teknisk meget vanskelig opgave, og det siger lidt om hans suveræne beherskelse af formen, at den virker så ubesværet og ligetil. Bogen er et spil mellem drøm og virkelighed, mellem humor og tragik. Karl er en lille underbetalt instruktørassistent, der gør oprør mod den triste hverdag ved ustandselig at gennemleve sine drømme om den store revolution der skal komme. Hans kone, Lonni, der gennemskuer hans fantasteri og livs-uduelighed, bærer over med ham, men fortvivler efterhånden og tvinger ham til slut til en vis selverkendelse. Scenerne mellem disse to er bogens smukkeste. Selv om grundtonen er mørk, er romanen skrevet på et stort overskud med et væld af barokke komiske situationer fra optagelserne af tåbelige reklamefilm og med veloplagt ondskabsfuldekarakteristikker fra dette halvfine filmmiljø. Bogen er iøvrigt tilegnet Fidel Castro, der nok vil se med nogen forundring på denne drømmer og fantast fra Herman Bangs fædreland.