Efter Djævelens trekant, den mærkeligste debut i mange år, er det med store forventninger, man går i gang med Vibeke Grønfeldts nye roman. Og man bliver ikke skuffet, hun er ikke nogetengangstalent. Hun befinder sig stadigvæk i sindets grænseegne, hvor lidenskab og følelse er mest intens. Ulrike er en pige midt i tyverne, syg på sjæl og legeme. Hun er digter, og hendes verden erlængslen, hun er et menneske, som er ude af stand til at tilpasse virkeligheden sine drømme. Sjæleligt er hun bundet til en mand, som hendes tanker uafbrudt kredser om, legemligt til en anden mand,som får hende til at blusse op igen. Men hendes ensomhedstrang er for stor til at hun kan leve i et ægteskab, og mennesker i al almindelighed ledes hun ved. Det er denne sindstilstand, som skildresmed en næsten klinisk præcision. Men romanen er ikke nogen sygehistorie, den er et digterværk.