At læse Knud Sørensens digte er som at stå over for et gammelkendt maleri, der set fra en ny vinkel pludselig får en ny dimension. Hans seneste samling med titlen Fodtur til det nordlige Mors(og andre digte) viderefører da osse indtrykket fra Revolutionen i Tøving (1972) og Drømmen om græskar (1974): Poesien som middel til registrering og erkendelse af sociale problemer i detefterhånden mere og mere affolkede landbrug. I et direkte og virkelighedsnært sprog opsøges den virkelighed, som på overfladen og for udenforstående synes at være idyl, men som dybest set dækkerover ensomhed og længsel efter sammenhold: ». . . og forsamlingshuset / bruges da også kun som underlag / for måger«, som det siges i et af digtene fra afsnittet Tøving i dag. Det er stilfærdigedigte om stilheden, den stilhed som efterhånden kan blive faretruende, f. eks. som atomkraft, hvorom der fortælles i det prægtige afslutningsdigt »Der er nogen der tegner på Danmark«: ». . . Der erfolk der siger atomkraftværk /med normal stemmeføring og som siger / sikkerhedszone når det hedder risikoområde. Det er alvor, Jens Nielsen« . . . Han kan bruges, ham Knud Sørensen. Brug ham!.