Lige fra sin første digtsamling, Landskab (1967) har Peter Laugesen kredset omkring den såkaldte skrift- og sprogproblematik, hvis hovedtanker er det dialektiske forhold mellem det stivnede, døde dagligsprog og digtningen/»skriften« som skabende revolte mod dette. - De foreliggende digte med titlen Blues må ses som et led i rækken af nye formuleringer og bevidstheder, et led der dels forbinder bagud til digterens mere abstrakte tekster, dels peger fremad mod nye problemstillinger af politisk-social karakter. - Et sted i bogen kalder det skrivende jeg digtene »fortætninger af dobbeltheden«, hvilket dels svarer til digtenes formelle struktur: små enkle, men tætsansede forløb, dels til dagligdagens dobbelthed: på den ene side angsten og afmagten, politisk og socialt bestemt, på den anden trangen til »at opsøge kaos«. Stemningen i bogen er da af bluesagtig karakter: skuffelse, lammelse af handlinger, som vist i et ironisk digt om kritikeren, der »lukker ud en masse gas / du sætteralting pænt på plads«, hvor vrængningen stilistisk udnyttes i rimene. Andre digte gennemsyres af filosoferen og reflektion over den smertelige dagligdag. - En ganske god lille bog, som må kunne give nogle læsere appetit på det laugesenske univers.