Hjemme på tunet

Barndomserindringer, først en smule fra Reykjavik og siden fra gården Laxness, der lå 4 timers ridt derfra. Tiden er 1902 til ca. 1914, hvor det meget belæste og skrivende barn blev sendt påteknisk skole for at få udviklet sit tegnetalent. Laxness fortæller om en masse personer og bøger, han lærte at kende i løbet af disse år, men der er for lidt om for mange, det hele bliver mereprivat og fjernt end godt er, og man får f. eks. ikke meget indtryk af, hvordan dette højtbegavede barn havde det blandt de andre børn. Faderen, der både var vejbygger, gårdejer og et megetmusikinteresseret menneske, får man nogen viden om, mens moderen står meget blegt. Mest interessant er næsten beskrivelsen af »storfamilieforholdet« på en sådan gård, hvor arbejderne f. eks. lodsig nøje med ringe kost for at husbondens fortjeneste kunne blive større. Der er langt fra dette fjerne barndomsmiljø og til hans senere socialisme - og langt fra hans senere katolicisme til detsyn på kristendommen, han har idag, og som han lufter i bogens eneste temperamentsfulde kapitel. Stort set synes jeg, at bogen hører til de svagere i et forfatterskab, som jeg ellers sætter megethøjt. Det vil dog være rimeligt at købe den, hvis man har hans øvrige bøger, deriblandt hans anden selvbiografi En digters oprør fra 1964.

Læs hele vurderingen