Ulrike Marie Meinhof : et digt : firdobbelt sonetkreds : 1. bind af en trilogi

Man kan måske betragte K. H.'s digte som ét stort fortløbende sprogligt projekt. Anskuet fra dén vinkel, arbejdes der på to planer, som skiftevis kompletterer og modsiger hinanden: på den ene side et datamaskinesprog (transformationssprog), udviklet inden for den retning af sprogfilosofien, der betegnes fænomenologien. Et sprog der ligner tilfældige klumper af bogstaver, men med kendskab til den sproglige systematiks regler er et logisk, matematisk sprog. På den anden side - som i Ulrike Marie Meinhof. Et digt - et sideløbende social-sprog, her: en protest mod det samfund, der skaber terrorist-grupper af Baader-Meinhof typen, samt en hyldest til medlemmerne, der ser »kapitalismens struktur / blotlagt som venerne på en anato/misk planche« - Som ydre ramme har K. H. valgt sonetten, den gamle lyriske form med 14 elleve-stavelsesvers, mens enderimene er bibeholdt, deles ordene vilkårligt efter stavelsestællende principper. - Trods let tilgængelig på det socialt-sproglige plan,finder jeg bogen problematisk (også i udlåns-sammenhæng): En vis irritation over datasproget må melde sig, da der, så vidt jeg kan se, kan læses uden om dette med rimeligt udbytte. Måske vil sammenhængen blive tydeligere senere, iflg. titelbladet er digtet nemlig 1. del af en trilogi.

Læs hele vurderingen