Den nye bog fra Broby-Johansen vil jeg nærmest betegne som et lysbilledshow på 175 billeder, hvoraf farvereproduktionerne er under al kritik. Måden, billederne er sammenstillet på, er derimod meget spændende; der er mange overraskelser i sammensætningen og flere steder kontraster med chokerende effekt, meget typisk for Broby. Den ledsagende tekst til disse mange illustrationer starter ved klassicismen og slutter med social-realismen. Og den er ikke gennemsyret af begejstring eller glød for de forskellige kunstretninger, på nær den sidste, men derimod ætset væk af en marxistisk-pædagogisk holdning, som jeg ikke bryder mig om. Det er lykken, når man i et billede kan finde, at arbejderne (slaverne) ingen sko bærer, hvorimod arbejdsformanden er iført sådanne jvf. Sonne's frise på Thorvaldsens museum. Et andet billede af Renoir er det straks sværere at presse sin dogmatik nedover (desværre) se side 26, men her bliver billedet også blot stemplet som udtryk for overklassens skødesløselivsførelse- og holdning. Der er ingen glæde i denne form for kunstkritik, ingen fryd over komposition, farvespil eller lys i billederne. Ak ja!.