Gennem enkelte familier på Grünerløkka, arbejderkvarter i Oslo, beskriver D. S. norske arbejderes liv og forhold fra 1938 til 9. april 1940. Arbejdsløsheden var følelig, arbejderbevægelsensfornemmelse af lysning ved den russiske revolution slukket og soc.dem. vendt tilbage til revisionismen, der føles som svig af mange i bogen. Man dyrker arbejderidræt som »livets svar påundertrykkelsen«, man fordømmer de spaniensfrivillige og begejstres over de finlandsfrivillige. Indimellem fiktionen, er der realistisk Norgeshistorie med faktiske begivenheder og navngivnepersoner fra politik, erhvervsliv og forsvar. Der er facts og detaljer fra disse år, så man synes at genkende det hele. Egentlig er det da ret forbløffende, at hans bøger blir kaldt »enormtprovokerende«. Men D. S. ønsker at provokere og at vække os i samtiden, som efter hans mening også lever i en førkrigstid. Dette er den første i en trilogi om arbejderklassen og krigen. Den liggeri tid forud for D. S.'s hidtidige hovedværkGlem aldrig 72 (77.01) og er som den et politisk-historisk betydeligt værk - men også lidt tung læsning.