Menneskers drømme : digte

P.P. fik sit poetiske og digteriske gennembrud i 1971 med Mennesket lever ikke af skyer. Heri vandt hans desillusion og stærke skepticisme, hans sociale og politiske vrede den klarhed, derbragte ham op over den talentfulde og i teknisk henseende perfekte poetiske modernisme. Det særkende, han slog fast i »skyerne«, den åbne talesprogsnære spontane poesi, som lader ordene flyde udover alle sprogets rammer, som gennem en underfundig og meget barok humor kortslutter ordene, findes rendyrket i Menneskers drømme. Samlingens grundtone er desillus-ionen, den er afdæmpet oggennemført i alle 33 digte. Det er lettilgængelig poesi, P.P. skriver. En række mættede hverdagskendte situationer i form af øjebliks-sinds-situa-tions-stemnings-rapporter, hvori brugen afsideordnede, til tider opdyngede billeder rammer meget præcist. Det er fremragende og meget personligt. Der er tanker, indfald, mentale udladninger og fremfor alt, den helt særegne humor ogbekendte bidende (selv-) ironi, P.P. laderramme alt etableret i samfundet og som er baseret på et dybtfølt, personligt socialt og politisk engagement. Han vil noget med sine digte. Menneskersdrømme er tilsyneladende dagdrømme, men de afslører samtidig dagdrømmenes og drømmenes virkelighed. Og de er gode at blive klogere af.

Læs hele vurderingen