I Asger Schnacks nyeste digtsamling, Jeg forsvinder og virker således, er sprogets foranderlighed lig med selve frigørelsen. Snart banker det rytmisk som pulsslag, snart sanser det verden ind i en øjnenes rus: »At plirre med øjnene / mod ru flader / Af skyer og begyndelser, / berusende«. Det låner energi fra den rytmiske musik (både jazz og Bob Dylan) og struktur fra den moderne malerkunsts farvesammensætning (fint illustreret af Per Kirkeby på bogens forside). Asger Schnack er åbenbart klar over faren ved en sådan poetisk fantasi: »jeg brænder inde / alt det papir jeg bruger!«. Nogle steder virker det lige flot nok og truer med at blive æstetisk overflade eller tom retorik. Men i sin helhed virker bogen gennemarbejdet og efter hensigten: som kritik af det sprog, der cementerer ufriheden. Anskaffelse må afhænge af, i hvor vid en udstrækning man har læsere, der tør vove springet ud i en sproglig beruselse og komme godt fra det, så godt som uden tømmermænd.