K. H. har rejst gennem Vesttyskland, mens politiets og befolkningens kamp mod terrorismen stod på sit højeste, og nu udgiver han resultatet af sin vinterrejse: en stor digtsamling i syv afsnit opkaldt efter kodeordet for aktionerne mod Baader-Meinhof-gruppen, men også skrevet med tankerne hos Schubert og Wilhelm Müller, som i Winterreise - en berømt Liedercyklus komponeret i 1827 - fortolkede vinteren som smertens, dysterhedens og opløsningens tid. Sprogligt er samlingen bygget op efter samme principper som Ulrike Marie Meinhof (1977), og selv om der er tale om en slags sonetter, så virker de så sprængte og forvirrede, at anvendelsen af denne digtform bliver meningsløs. - Digterens dygtighed er dog ikke til at komme udenom, der er sørme højspænding i sproget, men de fleste læsere vil føle sig i lukket land og flygte ramt af et par elektriske stød. Noget helt andet er, at jeg ikke rigtig ved, om jeg kan forsvare et værk, der forherliger terrorismen, holder på by-guerillaen oghvis eneste ideologi synes at være: det onde skal bekæmpes med ondt. Men beskrivelsen af et åndløst, djævelsk land gør indtryk på mig.