Jeg kan nævne bogens bestanddele: 63 korte prosastykker, de fleste lagt i munden på maniske personer, andre som udtryk for forfatterens funderinger over bogens og skriftens karakter. Ind idette arrangement sættes så Manets maleri Frokost i det grønne, dels gengivet 13 gange, dels analyseret på en så raffineret måde, at dets tilsyneladende afbalancerede menneske/natur-scenerigennemskues som en bevidst konstruktion. Lidt efter lidt graver Højholt sig helt fremragende ned i Monets berømte maleri, samtidig rabler det mere og mere for hans maniske personer i et meningsløstliv, som ikke kender til natur. Her bobler sproget på tragisk baggrund. Bogen kører altså i to spor - maleribeskrivelserne i kursiv -og helt sikkert er det, at den 64. frokost i det grønne aldrigfinder sted. -Det er et væsentligt bidrag til den standende diskussion om menneskets forhold til naturen (og menneskenaturen) Højholt her bringer frem. Og det er altså 3. del af Praksis-serien, nokhård kost, men bestemt værdat tygge godt igennem. Velbekomme.