Det kan synes både lidt nemt og lidt for letkøbt at tegne et billede af Frankrigs åndelige liv her på tærsklen til 80'erne ved at opsøge en række af de personer, om hvem man på forhånd ved, atde vil og kun kan bestyrke den opfattelse, man gerne vil have bekræftet. Og det er det, Henrik Stangerup har gjort i sin nye bog, hvis største del består i et optryk af interviews med franskekulturpersonligheder - fra Jacques Tati til Philippe Sollers og Bernard-Henri Lévy - tidligere publicerede i Berlingske Tidende. Stangerups udgangspunkt for de fleste af disse artikler oginterviews er, at »utopier ikke tåler kritik«. I en håndevending gør han de fleste anderledes tænkende til antisemitter, påstår at enhver utopi »er det samme som massegrave«, men at der i Frankriger sket et »nybrud i den politiske tænkning, der på mindre end et par år har vaccineret de fleste franske intellektuelle imod utopien«. Og for rigtigt at understrege det fører han Iævy i felten,især den jødisk-kristne utopi,som han har fremsat i sin nyeste bog »Le Testament de Dieu« (1979). En pessimistisk, gammeltestamentlig lovreligion, i hvilken det gælder om at minimalisere staten.Det hele virker lidet gennemtænkt, interview'ene er for korte til at rumme noget væsentligt og burde næppe være udsendt i bogform.