Fangelejrens frie halvdel

Man kan ikke frakende Henrik Stangerup evne til at skrive; ej heller evne til at finde frem til en række markante kulturpersonligheder. At han ér en dygtig interviewer kommer tydeligt frem isamtaler med Günther Grass og den spanske kommunistveteran El Campesino, som ikke kun bekræfter ham i hans egne synspunkter og fordomme. Til gengæld går det for det meste galt, når han møder demennesker - f.ex. Lasky - som kun understøtter hans syn på krisen i den europæiske kultur. Og helt galt bliver det, når han starter sin én-mandskrig mod de kræfter i samfundet, som han mener er påvej til at nedbryde alle værdier. Undertiden ganske underholdende, undertiden nærmest barnagtig, med suveræn foragt for kendsgerninger og proportioner, f.ex. når han næsten konsekvent identificererden venstrefløj, han så ihærdigt bekæmper, med antisemitisme. På en måde kan man ikke lade være med at ærgre sig over, at Stangerups uomtvistelige evner i de senere bøger løbes over ende af hansiltre temperament.

Læs hele vurderingen