Vita Andersens debut som dramatiker tilføjer ikke forfatterskabet noget nyt. Det er det samme tema, som hun tidligere har behandlet i både digte og noveller: ensomheden mellem to mennesker,kærligheden som våben i kønskampen og - lidt håndfast illustreret med bure på scenen - menneskets fangenskab i de traditionelle kønsroller. Det er et fint lille kammerspil, i hvilket to lidtforliste skæbner i monologform opridser deres baggrund og forventninger om den aften, de skal tilbringe sammen. Aftenens forløb skitseres og derefter deres senere, ikke vellykkede samliv. Stykketvirker først og fremmest ved sin stille intensitet, ved sit meget enkle, men alligevel smukt ciselerede sprog, der på samme tid er mundret og ligger tæt op ad hendes digte. Og som må rumme storeudfordringer til de skuespillere, der skal fremføre stykket, men som samtidig bevirker, at stykket i højere grad end de fleste skuespil også fungerer som læsedrama.