Forstad til intet

Siden debutsamlingen Skrift (1969) har fællestemaet i Peter Laugesens bøger været sproget og skriften problematiseret omkring dialektikken mellem det stivnede og fastholdende dagligsprog ogdigtningen som dets skabende og frigørende modsætning. I Guds ord fra landet (1974) bekendte PL sig til et jeg uden omverden, et jeg, der bevæger sig på kanten af det neurotiske, og som i sin søgenefter du'et aldrig bevæger sig ud over kanten. Dette jeg-bekendelsesaspekt findes også i Forstad til intet, der af omfang er lille, men af stor indre skønhed. Formen er næsten galgenhumoristisk,men der er intet at grine af i dødens grænseverden. Indfaldsvinklen er politisk-social. Laugesens kampmiddel er igen digtet, skriften, som han sætter op i enkle, billedskabende, kraftfulde strofer.En væsentlig kommentar til den aktuelle situation og en selvfølgelig anskaffelse.

Læs hele vurderingen