Denne bog med digte af Asger Schnack og tegninger af Gunnar Møller forvirrede mig ved gennemlæsning, men da jeg fik Bognøglen i hånden, blev jeg ført på rette vej. Af indførslen heri fremgårdet, at der er tale om digte af Asger Schnack til tegninger af Gunnar Møller, hvilket bevirker at digtene skal læses efter tegningerne og i relation - kompletterende - til disse. Og på den ledfungerer digtene som en art redigeret strøm af indfald eller en elastisk automatskrift, nedskrevet af Asger Schnack som en slags medium for tegningerne eller for den kleppert af en fulderik, derviser sit hovede på dem. Og hans verden skrider, brydes ud i paradokser og dementier, i sære sproglige krumspring og associationsbrud og en snart pessimistisk, snart defaitistisk holdning tiltingene. Tegningerne leder tanken hen på Svend Wiig Hansen, men også på mere end det, idet de forekommer henkastede som en slags kalligrammer eller kradserier helt i pagt med bogens helhed.