Tretten dage af en sne : mandelgavedigte

»Status bliver der ikke tid til« / »men måske en indskrænkning til sproget«, således lyder indlednings- og afslutningsstroferne i F. P. Jacs 10. digtsamling: Tretten dage af en sne, som beståraf 13 digte, hvori der dog alligevel synes at blive foretaget en slags status over livets (naturens) cyklus: »Således ender jorden til sin begyndelse / og alt forbliver ældelse i det nye« (s. 31).Der er tendenser af panteisme i digtene, en inderlig kærlighed til naturens dybe rødder, personificeret i den næsten guddommelige kvinde, som nærer samlejets resultat: den næste generation. Der sesenkelte tilløb til en samfundsbevidsthed: Alle år er blevet indstillet på fred (s. 25) og s. 27 hedder det: slut med al den grinende pengespild. Sidstnævnte linie er en blandt mange eksempler på enmeget genial sammenstilling af inkommensurable størrelser, som ikke indskrænker, men udvider sproget, men desværre samtidigt gør det sværere tilgængeligt. F. P. Jac har strammet og koncentreret sinformbetydeligt i forhold til sine tidl. digtsamlinger og Tretten dage af en sne er efter mit skøn den mest vellykkede til dato. Omslagsbilledet, som Al Hansen har taget og viser en serie billederaf en pige oversået med (jule)hjerter, forekommer mig noget søgt.

Læs hele vurderingen