Efter hver bog af Beckett tænker man, at det må være den sidste. Nu må den lange, meningsløse vej hen mod den store intethed være fuldført. Men det er den ikke, der er stadig noget. Her er deten stemme, der kommer til nogen, der ligger på ryggen i mørket. Hvor stemmen kommer fra, og hvem den tilhører, er ikke til at afgøre. Måske kommer den fra den person der ligger i mørket, måske fraen anden, det er ikke så vigtigt. Det der betyder noget er, at stemmen skaber liv og billeder af usædvanlig kraft og skønhed. "Alting til enhver tid forbi og i gang og uafsluttet" står der et sted,og det kunne næsten være et motto for denne digter. At gengive hans sprogmusik, som Uffe Harder igen har gjort, er i sig selv et kunststykke.