Maria Mia, 16, og Pelle, 17, to outsidere fra det samme betonmiljø, mødes med vidtrækkende følger for M.M.s sjæleliv. P. tænker og taler som en gammel filosof, og hans tilknytning til Landet,et slags udefiner-ligt, vidunderligt barndommens paradis, som desværre fortabes med årene, nedbryder nogle konventionelle forsvarsmekanismer hos M.M., og efter hendes halvhjertede selvmordsforsøgtager hun P. med ud til sin barndoms ø, hvor de oplever en kort intens lykke i nuet, inden de uforstående voksne indfinder sig. Sproget er som helhed nuanceret, og ellers antydende og suggererendei stil med indholdet. Skildringen af venskabet mellem de to er smukt og følsomt skildret, omend noget isoleret, og med flere skarptsansede episoder, men problematikken med Landet, forekommer migfor uforløst, trods de glimtvise, intense indtryk, fordi det forbliver uklart, hvorledes man kan berige sin hverdag hermed, og derved virker det lidt for meget som en flugtmekanisme. Trods alt enusædvanlig debut af en17-årig (bortset fra en enkelt novelle). For de mere tænksomme børn/unge fra ca. 13 år.