Efter Green Jensens to imponerende gennembrudssamlinger Requiem og messe og Det absolutte spil, der udkom i 1981 denne fortsættelse, der ifølge en note bag i bogen skulle være bog nr. 3 i enrækkefølge på syv. Green Jensen er som i de foregående bind meget sikker på hånden, hvilket vil sige meget stilsikker i sin opfindsomme og originale metaforik, som viser efterklange af symbolismeog modernisme, men som klart viser hans eget selvstændige og poetiske temperament. Det er vanskelige digte at læse og referere, fordi Green Jensens digte beskriver oplevelser og omverden viasprogets omveje, læseren må selv digte med. Denne bog fastholder billedet af Green Jensen som en af de bedste i den unge digtergeneration, en digter, som bør være repræsenteret i allebibliotekstyper, men i denne bog sporer man her og der en fare på indholdssiden: ind imellem får udsagnene overdreven vægt via billedbrugen, så man kan spørge, hvorvidt Green Jensen siger os nogeteller blot formulerer sig.