I Sarvigs tidligere salmer balancerede han på den farlige knivsæg mellem lovsangen til det verdslige, herunder den kødelige kærlighed, og lovsangen til Gud som livets princip, kærlighedens ogsanselighedens garant. Men i disse efterladte digte bryder han med dobbeltheden. Håbet svinder, undergangsfornemmelserne tager overhånd og han anråber i digt efter digt Gud om at bringe jorden påfode igen. Hans salmetunge er ikke grundtvigsk eller ingemannsk, men brorsonsk og kingosk med direkte citater fra begge og omskrivninger: Hvis engle myldred frem på jord/jeg tror, jeg tror/at devil stå dér tavse/rygvendte og forbavse/os, der er vant til hær og mord. Bogen er et manende farvel fra en digter, som havde mistet troen på de menneskeskabte løsninger. Et stærkt memento tileftertiden, men også en gevaldig kunstnerisk præstation, fordi Sarvig både i stil, stemmeføring og tema bygger bro over til baroktidens salmefædre og pessimistiske verdenssyn uden at det nutidigeperspektiv viger fra hanssynsfelt. Hør jordens råb er en stærk og sær bog, som der kunne skrives mere om, men i hvert fald dette: anbefales i alle biblioteksstørrelser.