Som indledning til denne digtsamling står et afsnit fra Thomas Mann: Døden i Venedig, om "dette at elskeren er mere guddommelig end den elskede, fordi guden er til stede i den første, men ikkei den anden". I 25 digte besynger digteren en ung mands ungdom, styrke og skønhed i forunderligt rolige, kølige og stramme digte. Det er selve forelskelsens væsen, der beskrives. Der ervinterstemning over denne forelskelse, som den opstår: /Du fryser aldrig./Et vinterens ansigt/herre over kulden/ mørkets skimarker overvundet./. Kærligheden kulminerer bl.a. i digtet "Jeg ber omevig vinter" /. . . fordi denne vinter tilstanden/har genfødt dig/som en større flamme/i de høje kaminer/i mit øde sinds våbenstuer/ end nogen sol kunne varme/mit egehjerte med/./ Slutdigtet "Fri"er et af de smukkeste kærlighedsdigte jeg har læst - firestrofede rimede vers, der i ro og afklarethed bringer mindelser om de gamle salmedigtere: /Du er blæsten, sart, urolig/rastløs, udenkonsekvens,/uden mål og uden bolig,/fri af love, fri af sens./. Preben Hornung har - ikke illustreret digtene direkte - men ledsaget dem med grafik, der fuldkommen fanger bogens tone. Bogen stårsom et ualmindeligt smukt og helstøbt kunstværk, der bør købes af alle biblioteker.