Rifbjerg skriver meget, og det må selvfølgelig være af vekslende kvalitet, men det er altid overraskende. Her kommer han med en ny, stor roman. Den foregår i en dansk provinsby i begyndelsenaf trediverne i et villakvarter, der beboes af en række individer fra det bedre borgerskab. Det er den alvidende fortæller i bogen, der beretter om disse mennesker, som egentlig ikke har såforfærdelig meget med hinanden at gøre, men alligevel er påvirket af hinanden på forskellig måde. De lever allesammen deres eget liv. Men alligevel, der er strejke på skibsværftet og påjernstøberiet, nazismen i Tyskland er ved at få magten, og disse ting spiller på en stilfærdig måde ind som en uhyggelig baggrundsmusik. For læsere, der vil have en dramatisk handling, sker derikke de store ting i romanen, men for dem, der ser dramaet i hverdagen og de elementære konflikter, fortalt af en stor digter med fuldstændig kontrol over sine virkemidler, er der virkelig noget atgå efter.