Villy Sørensen har tidligere beskæftiget sig med kunst- og historiefilosofiske emner, bl.a. Schopenhauer (1969) og Ragnarok (1982), og nærværende udgivelse lægger sig tæt op til disse, samt til Lars Ole Bonde: Kunsten og revolutionen, Århus 1979. Ud over en oversigtsmæssig, letskreven indledning om Wagner som revolutionær kunstfilosof rummer bogen en række af hans revolutionære teoretiske skrifter: Tyskland og dets fyrster (1848), Kunsten og revolutionen (1849), Kunstnerens opgave i fremtiden (fragment, udg. 1885) samt Ødipus-myten, fra Opera og drama (1852). Villy Sørensen har med sin oversættelse gjort Wagners snørklede og svulstige sprog umiddelbart mere forståeligt, og det er godt, vi har fået en fordanskning af disse tekster, som kan give anledning til et ændret syn på Wagners teorier i forhold til det traditionelle: at han var reaktionær og fascistisk. Ud af disse tekster kan det tolkes, at Wagners forhold til de revolutionære bevægelser i 1848-49 var megetmodsætningsfyldt. - For musikafdelinger samt voksenudlån i store biblioteker.