At roman- og ungdomsforf. P. N. først og fremmest er lyriker, beviser han her med sin 4. digtsaml. En bog som uden at være usædvanlig fysisk voluminøs dels rummer hele 52 digte, dels fraførste strofe skaber sig et stort og originalt digterisk rum. Sidste umiddelbare indtryk kontrasteres deraf, at del I udgøres af 51 digte, alle holdt i den firelinjede strofes klassiske (urimede)form, del II alene af titeldigtet, et langt 8-siders som, skønt dateret 1981, relaterer sig afrundende til de foregående. Digtene fylker sig som store, rolige bølger, de læses fra først til sidst ilange, harmoniske åndedrag. Det skyldes nævnte form, dernæst en traditionsrig, men ingenlunde banal el. klichéagtig brug af naturbilleder - de enkle, klare og nuancerede natursansninger, hvoridigtene udfolder sig, ja, som næsten bærer dem. Derfor kan de opleves på 2 planer, derfor er der meget at arbejde videre med. Egentlig er vel de fleste politiske, ikke på et snævert sæt, men på etalment menneskeligt:hvordan bruger vi vor tid, hvordan lever vi vort liv og hvordan giver vi det videre. Den smukke overflade skjuler ikke en dyb foruroligelse, dog synes optimismen at væredigterens bærende følelse. Hans digte er et humant våben til påmindelse.