Min rejse til Sai Baba

Så kom det første danske bidrag til fænomenet Sai Baba, dette årtis store religiøse tilløbsstykke. Og selvfølgelig måtte det blive Lis Andersen, nysgerrig, søgende, altid på farten medvidtabne sanser. Modsat Howard Murphet, der skildrer Sai Baba set fra inderkredsen (Sai Baba, Strube 1983), oplevede Lis Andersen det hele på "gulvplan", som almindelig tilrejsende pilgrimindkvarteret under primitive forhold og uden særlige privilegier. Vi får et intenst indtryk af ashramen i Puttaparti, effektiv, mastodontisk, nær kvalt af den stadige og overvældende strøm af nyetilrejsende, men også paradisisk i glimt. Lis Andersen fælder ingen domme - Sai Baba har udstråling (hvis man ellers er heldig at komme tæt nok), hans kærlighedsbudskab falder i tråd med hendeseget kristne grundsyn, men en ny Messias? - det må tiden afgøre. Underholdende læsning er det, og som altid får vi meget andet med i købet - at læse Lis Andersen er som at følge en god skovsti, manved aldrig hvad næste krumningbringer, men følger gerne og nysgerrigt med. For Lis Andersens stampublikum og derudover en aktuel indføring i Sai Baba fænomenologien. Lignende personligeashram-skildringer er f.eks. Sally Belfrage: Tomhedens blomster og Satyarthi: Sjælens oprør, der begge omhandler Bhagwan Rajneesh. et andet af tidens store religiøse idoler. ,.

Læs hele vurderingen