Møllehave er forunderlig som en tumling. Sjældent i hvile, udsving i alle retninger og dog altid på fode. »Nu bliver han liggende!«, var min spontane reaktion, da jeg tog hul på denne roman,som helt ned i detaljen - det gælder omstændigheder, det gælder personers lignelse - er en kopi af den ulykkelige og endnu ikke opklarede Malene-sag. Men romanen er naturligvis mere end en letkøbtpolitiroman, hvilket sidste den er i formen. Jeg ser den som et debatindlæg og et forsøg på at besvare nogle af de spørgsmål, som må bevæge ethvert følsomt sind. Hvis der er en Gud, hvordan kan handa tillade noget så grusomt at ske? Hvor fri er en mand (forbryder) i sine handlinger? Hvordan arbejder vort retssystem i sådanne følelsesoppiskede sager?, er nogle af de væsentligste spørgsmål.Bogen fungerer som politiroman, kommer lidt hostende i gang og med nogle fæle infantiliteter, men vokser sig stærk i den sidste halvdel. Svar får vi mange af (Møllehave frikender i øvrigt densigtede, men . . .), ikkelige fyldestgørende, men når bogen alligevel kommer »op at stå«, så skyldes det de kvaliteter som udgør Møllehaves særlige tyngdepunkt: engagement, indsigt og barnliguskyld i ordenes bedste forstand.