I fjerde bind af sit poetiske storværk, Mondo sinistro fra 1983, vendte Green Jensen blikket udad, hvor han her i femte bind af serien kigger mere ind i sig selv - eller os selv. Omslagetviser en forførende kvinde omslynget af en fed sort slange med dæmonisk ansigt og fortæller om bogens halve tema: kærlighedens undergang, fordi den ædes op indefra af den sorte slange, der liggerog vokser i krogen, af gensidig kannibalistisk driftsfiksering. På den anden side kærlighedens død foran fjernsynet med gamle film og rødvin hver aften. Disse to temaer gennemspilles i bogen i enrække meget varierede digte, heriblandt nogle prosadigte, der kan ligne dagbogsnotater. Andre digte har også fundet plads i bogen, der på Green Jensensk vis, vil mere og udvider sin ramme, hvergang nye vinkler kommer til. En lidt tyndere bog end Mondo sinistro, men en bog, som kompositorisk og stilistisk både provokerer og fornøjer. Green Jensen har tag om det han gør. Det er bragendegodt gennemført - også nårhan skejer ud og der er god grund til at regne ham for firsernes mest betydningsfulde unge digter - og den der har mest på hjerte.