I denne femte bog, som tandem-digterne Høeck og Schnack sender på markedet, skifter de sætstykker og kulisser - og det radikalt. Den musikalske myteverden og dens sprog, som gav næring tilBowie Bowie (1980) og Eno-bøgerne (1980-83) er nu udskiftet med den topografiske lokalitet Blåvand. Det er nu vandet, blæsten, det stedlige værtshus og postens knallert, det drejer sig om. Metodener den gode, afprøvede: at modstille udsagn, som i løbet af bogen ændrer karakter og skaber dybde, som i musik, der gennemspiller et tema, som derefter bliver vendt og drejet. De to ophavsmændvedkender sig her og der i bogen åbent deres gæld til Højholt, der tidligere har vist, hvordan det gøres, men tonen i bogen er helt deres egen og viser, hvordan et terræn som Blåvand, ferieby ogudkantområde kan omplantes til en suite af spændende digte uden at forfalde til akavet hjemstavnspoesi. Og med spændende mener jeg, at der i bogen er både humor, ironi og ikke mindst en poetiskomgang med sproget, så detbasker.