En ny tegneserie. Et dansk debutarbejde, der lover godt, af en ung tegner/ forfatter med kendskab til forholdene i muhamedanske lande. Historien er en gendigtning af én af1001-nats-beretninger, eventyret om Harun Al-Rachid og Barmakidernes død. Der fortælles historien om Zainab, der er vokset op i Bagdad hos en mor, der har arbejdsmæssig tilknytning til hoffet.Zainab skal giftes med Ali, som er med i krigen mod oprørerne i Kufa, men Ali er ikke blandt de hjemvendende sejrherrer. Han er stukket af fra hæren og prøver nu at skjule sig for kaliffens folk.Zainab træffer prinsesse Abbassah, der skal giftes med Giafar. De to piger bliver gode veninder, og Zainab inviteres med til brylluppet, der viser sig at være et fupnummer fra faderen, kaliffens,side. Efter mange spændende hændelser ender alt dog godt. Der er masser af Østens mystik og dramatik både i tegning og sprog, der i øvrigt er gjort meget nu-dansk uden at det ødelægger atmosfæren.Tegningerne er enkle, klare og benytter sigaf en traditionel opbygning. Både miljø og personer er let genkendelige hæftet igennem, hvilket desværre ikke altid er en selvfølge i tegneserier.Tekstningen er ret kort og forbilledlig tydelig. Hæftet kan læses af elever fra 3.-4. klasse.