Jævndøgn

Blåvand revisited, som udkom sidste år, støvede egnen nord for Esbjerg af i en stribe opfindsomme og rimeligt interessante digte, præget af herrerne Høeck og Schnacks efterhånden velkendtesystematik. I denne fortsættelse driver de det tematiske niveau et stykke i vejret og kører nogle gamle litteraturfilosofiske travere: sandheden i digtet over for sandheden i virkeligheden.Virkeligheden i virkeligheden, virkeligheden i digtet o.s.v. »Sådan henviser sproget/til verden/på sin egen vestsøgende måde./ /Som en baks-kuld/(fisk, køkkensalt, Vestenvind)/henviser tilVesterhavet.« For mig at se har digterne endnu en gang haft det morsomt, men på læsernes vegne græmmes jeg lidt, fordi bogen her i modsætning til forgængeren går i tomgang som en kutter i Esbjerghavn, der har glemt at slippe fortøjningerne. Af praktiske grunde bør biblioteker med større lyrikhold nok holde ved, mens andre biblioteker roligt kan sidde en gang over.

Læs hele vurderingen