Sabelkatten var et stort løveagtigt, kødædende dyr, der uddøde i kvartær-tiden. Navnet skyldes dets enorme og skarpe hjørnetænder. Da menneskene begyndte at jage og dræbe de store planteædendedyr, blev de sabelkattenes fødekonkurrenter. - I hele digtsamlingen er der også en stemning af urtid og oprindelse, men sandelig også af nutid. På en raffineret og alligevel tidløs måde lader forf.dette store fortidsdyr tolke det moderne menneskes tilværelse. Som sabelkatten kan han indkredse sit bytte, digtets emne, og så i digtets slutning hugge lige ind til kernen - og digtet står dérsylespidst og skarpt formuleret, som f.ex. i digtet om sabelkattens opfattelse af menneskene, der vil opfinde så meget kun for at ødelægge det, ". .. De opfinder at leve./Med det dilemma går de indi arten/i en stor anstrengelse. Videre ikke/." Eller i det skeptiske digt om solidariteten, det nye dyr i menagen, der nok alligevel snart dør ud af sig selv. - Der eksperimenteres ikke meget medsproget, der digtesklart og forståeligt om tanker og begreber, men sproget er utroligt levende og nuanceret, med et ironisk lune, der sætter alvoren i relief. Det er en af Knud Holsts bedstedigtsamlinger fra de senere år.